Flere får øjnene op for Repair Café Viborg 

Skruetrækkere, symaskiner og flittige frivillige fylder Hovedbiblioteket en gang om måneden. 

Fra kl. 14 til 17 holder Repair Café Viborg åbent på hovedbiblioteket. Billede af: Magnus Rasmussen. 

Af: Magnus Rasmussen, 57901@dmjx.dk 

Den første tirsdag i hver måned, kan Viborgenserne gratis få fikset tøj, husholdningsapparater, elektronik med mere på Hovedbiblioteket. Konceptet hedder Repair Café og kom til byen i 2019. 

Fra stille til travlt 

Lars Ørbæk har været frivillig i Repair Cafe Viborg siden starten i 2019. 

“I begyndelsen var der stort set ikke nogen der kendte os.” 

Det var dog ikke tilfældet en solskinsfyldt tirsdag i maj, hvor der allerede fem minutter inden arrangementets start havde formet sig køer til de frivilliges hjælpestationer. 

Lars Ørbæk tror at den stigende interesse i Repair Café’en kan skyldes at ordet er kommet rundt i byen. 

“Min veninde sagde at I måske kunne lave den.” 

Sådan kommer flere op til Lars Ørbæk i håb om at få repareret en støvsuger eller håndmikser, som er nogle af de hyppigste ting folk vil have fikset. 

Lars Ørbæk mener at en anden succesfaktor for Repair Café Viborg, er den økonomiske gevinst ved ikke at skulle købe nyt. 

Bæredygtighed spiller stor rolle 

Bodil Shah sidder klar ved symaskinen til at hjælpe, og har været frivillig i fem år. Hun tror, at den stigende interesse særligt skyldes det øgede fokus på bæredygtighed i samfundet. 

“Jeg tror meget, der er fokus på bæredygtighed. Jeg kan se at folk oplever en glæde ved at bruge ting igen.” 

Tal fra Danmarks statistik viser at husstande i 2023 brugte 25 kroner i gennemsnit på reparation, skræddersyning og leje af beklædning. Det er en stigning i forhold til 2015, hvor det beløb var på 17 kroner. 

Noget tyder i hvert fald på, at konceptet fungerer. Hvad der i Danmark startede som en enkelt Repair Café i hovedstaden har nu spredt sig til 138 steder over hele landet. Det har siden februar endda nået ud til oversøiske dele af Rigsfællesskabet, da der åbnede en Repair Café i Nuuk. 

“Det handler ikke længere om at have den sidste nye støvsugermodel,” forklarer Bodil Shah om en ny holdning i samfundet.