Den har skabt kæmpe debat op til beslutningen, og der har været flere bud på en løsning. Bud der stikker i øst og vest, for den er en af de ting, som skiller vandene mest i Viborg lige nu.

Visualisering af den nye motorvej. Foto: Vejdirektoratet
Af: Emilie Wolfsberg-Jensen, 57890@dmjx.dk
Men besluttet er det, og motorvejen vil blive bygget vest om Viborg, på trods af utallige opråb fra de lokale borgere om en østgående motorvej. En af årsagerne til opråbene er de støjgener, som borgerne forventer den medfører. Men den helt store sten i skoen er de konsekvenser, som den får for miljøet i området.
Viborg er tilholdssted for størstedelen af Danmarks flagermus bestand. Og helt specielt, damflagermusen. De overvintrer primært i kalkgruberne vest for Viborg i vinterhalvåret. Når deres overvintring er overstået, trækker de mod øst for at lande ved dammene. Nu bliver motorvejen placeret i midten, og det betyder at damflagermusen ikke kan undgå den på sin vej mod sommeren.
Damflagermusen er en de fokusarter som Viborg Kommune holder særligt øje med.
Så, selvom høringen om motorvejen er slut, skal der laves en supplerende vurdering af konsekvenserne for damflagermusen. Den vurdering forventes at ligge klar til sommer. Men med den tidsramme mener forsker i flagermus, Inger Kærgaard, ikke man kan være grundig nok:
”Jeg undersøger normalt træer for flagermus, og ham som jeg har været på kursus hos, han siger det er 8 besøg på to år som der skal til, før man kan sige om flagermusen bruger det her træ eller ej”
Afhængige af stilhed
En af de andre udfordringer der er kastet lys over i processen, er de naturlige gener som følger med en motorvej. Det drejer sig om lys- og støjforurening. Lydforurening er en af de problematikker som i høj grad påvirker flagermusene. Flagermus bruger nemlig sig selv til at lave ekko i kalkgruberne, og på den måde kan de navigere rundt, på trods af deres dårlige syn. Mørke og stilhed er altså et grundvilkår for deres overlevelse:
”De kan også klare sig uden øjnene, men de kan ikke klare sig uden deres ekkoer og hørelse,” forklarer Kærgaard.
Om lysforureningen siger hun:
”Lys fungerer lidt ligesom en støvsuger for insekter, og flagermus spiser jo insekter. Derfor ender flagermusene så tæt på motorvejen.”
Omvendt er der lavet tiltag som skal beskytte damflagermusen, nemlig faunapassager. En faunapassage er en særlig passage, der hjælper vilde dyr med at krydse veje uden fare. Det kan være små tunneler under eller over motorvejen, men i dette tilfælde skal det være, høje træer der guider flagermusene sikkert over.
Til gengæld er der et lyspunkt, som Viborg Kommune holder fast i. Med den vestgående motorvej vil der ifølge Viborg Kommune blive inddraget 15 hektar natur, i kontrast til den østgående, som vil inddrage dobbelt så mange hektar. Den natur som bliver inddraget, vil blive erstattet med omkring 38 hektar ny natur.
Der er afsat omkring 5,1 milliarder til projektet, som forventes bygget færdigt i 2032.