Amerikansk software skaber røre på byrådet: “Så skal vi over til pind og papir”

Boykot eller behold? Byrådet i Viborg Kommune debatterer fremtiden for amerikansk software i lyset af potentielle trusler fra USA

365-pakken er udbredt i størstedelen af den offentlige infrastruktur. Foto: Microsoft.

Af: Emilie Wolfsberg-Jensen, 57890@dmjx.dk

”Skal det offentlige boykotte amerikansk software?” sådan spurgte Aksel Johansen Rosager, byrådsmedlem for Enhedslisten i Viborg Kommune, i Facebookgruppen ”Boykot varer fra USA”.

Rosager er medlem af teknisk udvalg, og fortaler for at boykotte det amerikanske software firma Microsoft i kommunale henseender. Kommunen bruger Microsoft til forskellige ting, herunder Word, Excel og Outlook-mail.

Frygten bunder for ham i at USA’s præsident, Donald Trump, dermed har mulighed for at lukke kommunikationsvejene i den offentlige sektor. Og det er netop den frygt, som fik ham til tasterne tilbage i starten af marts:

”Hvis Donald Trump beslutter, at Amerikanske IT virksomheder ikke må sælge deres produkter til Danmark, så skal Microsoft lukke ned for deres infrastruktur, server- og internetadgang. Derfor vil vi hurtigt mangle de vitale dele af kommunens it-systemer. Som IT-direktøren (i Viborg Kommune) sagde da jeg snakkede med ham: ”Så skal vi over til pind og papir”” forklarer han her, to måneder efter opslaget.

Omvendt er stemningen en del bedre hos Johannes Vesterby, han er også byrådsmedlem i Viborg Kommune, blot fra Venstre. Han er ikke nervøs for USA’s præsident skulle komme på ”gode” ideer, og sammenligner Microsoft-aftalen med andre former for samhandel:

”Vi kunne tage et eksempel, Saudi Arabien, som vi modtager olie, gummi, plastik, flybrændstof og guld fra. Det er jo et strengt islamistisk diktatur, hvor kvinder overhovedet ingen rettigheder har, der er dødsstraf for homoseksualitet og tortur er udbredt. Det boykotter vi jo ikke.” fortæller han uddybende om et eventuelt boykot, og fortsætter:

”Og som demokrati synes jeg, at det har fortjent et bredere perspektiv”

Er open-source vejen frem?

I Slesvig-Holsten har man fra tysk side valgt at arbejde mod, at forbundsstaten bliver digitalt uafhængige. Tiltaget indebærer, at man skifter over til ”Open source” alternativer. Open source betyder at kildekoden lægges frit frem til alle, der vil benytte sig af den. Så kan man betale for at få udviklet nye funktioner til det. Det ses dog typisk i samarbejder mellem kommuner, regioner og stater.

Og netop den løsning peger Rosager på, også kan blive en realitet i Danmark, hvis man altså vil det:

”Min drøm er, at vi får open source alternativer til Microsoft. I Danmark har vi allerede gode erfaringer med det som hedder OS 2. En opgradering er markant, men derfor tror jeg på det vil give bedre løsninger. Det er en løsning hvor det ikke er et privat selskab, der ejer kildekoden og dermed har monopol.”

I løbet af invasionen i Ukraine udstedte Trump et dekret, som betød at alt militærhjælp til landet ville stoppe. Det betød i praksis, at den amerikanske satellitvirksomhed, Marxus, tilbage i marts lukkede ned for adgangen til satellitbilleder i Ukraine. Ifølge Berlingske vurderede flere eksperter hurtigt, at det utvivlsomt skete på grund af pres fra den amerikanske regering.

Frygten er måske ikke ubegrundet, men Viborg Kommune lavede i år en ny treårig kontrakt med Microsoft, der giver dem licens til at bruge 365-pakken. Derfor vil kommunen være bundet i perioden, og en udfasning eller et alternativ, kan først ske herefter. Aftalen koster omkring 13,1 millioner årligt.