Flyttede til Finderup for ro – nu kommer der en motorvej

Linjeføringen for den midtjyske motorvej er fastlagt, og den kommer til at løbe lige forbi Finderup. Nu er borgerne bekymrede for støjniveauet i deres naturskønne omgivelser.

Foto: Sofie Nørgaard-Larsen

Af Sofie Nørgaard-Larsen, 57827@dmjx.dk

Solen skinner, fuglene kvidrer, og en forbikørende traktor er den værste støj i området. Scenen udspiller sig i udkanten af Finderup by, hvor en 4-sporet motorvej er planlagt.

”Min første nat jeg var her, var det første jeg hørte en ugle,” siger Flemming Munk.

Flemming Munk bor i den vestlige del af Finderup, lige ved siden af hvor den midtjyske motorvej kommer til at ligge. Han er en del af en arbejdsgruppe, der især kritiserer Vejdirektoratets støjberegninger. De har flere gange forsøgt at råbe politikere og myndigheder op men uden resultater.

Når der skal beregnes støj fra en motorvej, benytter man et gennemsnit af støjen fra både dag- og nattetimer, på trods af et der er en kæmpe forskel. 

Vejdirektoratets beregninger viser, at det kun er den vestlige del af Finderup, der vil blive påvirket af støjen, men hvis man fokuserer på dagtimerne, er det hele byen der vil blive påvirket. For meget støj kan medføre sygdomme som diabetes, slagtilfælde og blodpropper i hjertet, dette viser undersøgelser fra Kræftens Bekæmpelse.

Placering af motorveje

Arbejdsgruppen så gerne, at man benyttede sig af den såkaldte 0+ løsning i stedet for. Her vil man udvidede vejene omkring Viborg i stedet for, som også er billigere, eller at linjeføringen blev ført længere ud vest om Finderup. 

Vejdirektoratet siger dog, at ændring af linjeføringen ikke kan lade sig gøre, da at man ikke bare lige kan rykke et stykke af en motorvej, på grund af der er begrænsninger for kurver på en motorvej. Derudover er der en masse andre faktorer der spiller ind.

”Når man gennemgår landskabet, så kigger man på utrolig mange forhold. En ting er boliger og småbyer. Så har man nogle naturområder, hvor miljøkravene er rigtig restriktive, som man helst ikke skal røre eller påvirke. Der er fredninger og alt muligt forskelligt,” siger Jakob Fryd fra Vejdirektoratet.

Støjbegrænsningerne fastsættes af Miljøstyrelsen. Grænsen for støj i Danmark ligger på 58 db, på trods af at WHO anbefaler en grænse på 53 db. Derudover er det værd at bemærke, at kravene til vindmøller er meget striksere end kravene til en motorvej. Her ligger grænsen på 39 db for private vindmøller i boligområder.   

“De vejledende grænseværdier for støj,  er fastsat ud fra, hvad vi vurderer, der er miljø- sundhedsmæssigt acceptabelt. Og WHO har nogle anbefalede grænseværdier, men det er de færreste lande der har så strikse grænseværdier,” siger Frank Pedersen fra Miljøstyrelsen. Derudover pointerer de at støjkilder opfattes forskelligt, hvorfor støj fra en motorvej ikke kan sammenlignes med støj fra vindmøller.

Støjreducerende asfalt er stadigvæk kun i testfasen i Danmark, hvorfor der heller ikke er planer om at benytte denne på motorvejen. Det er på trods af, at denne slags asfalt er standard i andre lande vi sammenligner os med for eksempel Holland.